You are now visiting Danish Cultural Center in Beijing  Discover where we also work Created with Sketch.
EN/CN
2018 · 11 · 07

International Internships at Danish Cultural Institute

International praktik i Dansk Kulturinstitut

 

 

Vil du tage del i danske kultursamarbejder på den internationale bane? Et praktikophold i Dansk Kulturinstituts afdelinger giver dig erfaring i projektudvikling, fundraising og formidling af dansk kultur, kunst og samfundsværdier.

 

Danish Cultural Center i Beijing arbejder for at skabe forståelse for dansk og kinesisk kultur samt gensidig inspiration. Dette gør vi for sammen med partnere at skabe nye indsigter og nye netværk. Vi udvikler begivenheder og kultur- og samfundsrelaterede projekter, der skubber til vante tankesæt og giver gensidig værdi.

 

I 2018 har vi blandt andet stået for et omfattende udstillings- og filmprogram om København, installationer af hhv Cecilie Waagner Falkenstrøm, Peter Callesen og Charlotte Haslund-Christensen, den internationale premiere på Lykke-Per, artist talks med blandt andre Bille August, Lin Utzon, Kaspar Colling-Nielsen og Astrid Saalbach, konferencer om smart cities og bæredygtighed, og koncerter med elektroniske bands som Den Sorte Skole, ML Buch og OLE & BODYDOUBLE.

 

I 2019 vil programmet fokusere på ligestilling og kvinder under temaet Women Hold Half The Sky, afledt af et ikonisk Mao-citat. Det bliver med koncerter, performances, workshops, og udstillinger med om af og for kvinder.

 

Under praktikopholdet bliver dine kompetencer bragt i spil i praksis, og du får en god indsigt i internationalt kultursamarbejde og udvekslinger. Du bliver en aktiv del af instituttets lille medarbejderstab og vil assistere ved projektudvikling, koordinering og formidling af vore aktiviteter.

 

Du vil få mulighed for at løse opgaver med at lave research,  marketingopgaver, udarbejde tekster til hjemmesider, sociale medier og udstillinger, fondsansøgninger m.m. I perioder med høj aktivitet fx ved besøg eller særlige arrangementer vil der være opgaver af mere praktisk karakter.

 

Udover de faglige udfordringer på kulturcentret får du en masse personlig erfaring, som er guld værd, når du senere skal søge job.

 

Vi er opmærksomme på fremdriftsreformen, og det er muligt for vores praktikanter at aftale et fleksibelt praktikophold og sideløbende have tid til at tage fag på universitetet. Praktikopholdet er ulønnet.

 

Vores forventninger til praktikanten

Du studerer på en samfundsvidenskabelig eller humanistisk uddannelse

Du er god til at kommunikere på dansk og engelsk – og har evt. kendskab til kinesisk sprog og kultur

Du er god til at formulere dig på skrift og i tale

Du har lidt erfaring med web-opgaver

Du kan arbejde selvstændigt og målrettet

 

Hvem er vi?

Kulturcentret i Beijing holder til i en konverteret fabrik i Beijings ikoniske 798 Art District, hvor vi er omgivet af gallerier, museer og kunstneratelier. Vi er seks faste medarbejdere, heraf fire kinesere, og havde i 2017 flere end 260.000 besøgende til vores aktiviteter.

 

Vi har stor erfaring med at vejlede praktikanter.

 

Praktikantvilkår

Praktikopholdet er ulønnet, og praktikanten er selv ansvarlig for nødvendige forsikringer, visum, bolig mm.

Praktikperioden er typisk på 5 måneder, alt afhængig af den enkeltes studieordning og universitetskrav.

Varighed og arbejdstid aftales med de enkelte afdelinger og justeres i forhold til rapportskrivning/deltagelse i fag eller lign.

 

Ansøgning

Ansøgning om praktikophold, CV samt evt. dokumentation for uddannelse skal sendes elektronisk til afdelingerne, se kontaktinfo nedenfor. Ansøgeren skal have dansk statsborgerskab samt et dansk pas, der har gyldighed 6 mdr. udover opholdet.

 

Om Dansk Kulturinstitut

Dansk Kulturinstitut er en selvejende institution. Siden 1940 har vi været engageret i at skabe gensidig forståelse mellem mennesker. Vi tror på, at kunst og kultur er blandt Danmarks vigtigste råvarer. Vi arbejder for at skabe kendskab til og sympati for danske samfundsværdier.

 

Dansk Kulturinstitut modtager en årlig finanslovsbevilling.

 

Kontakt

Dansk Kulturcenter i 798 Arts District Beijing

Kontakt direktør Eric Messerschmidt: em@danishculture.cn

www.china.danishculture.com